De 6 R’er

- en god guideline og rettesnor i hverdagen

Refuse – Afslå
Sig nej til det, du ikke har brug for

Bunker af tilbudsaviser i entréen, gratis reklame-kuglepenne og nøgleringe, der ligger i en skuffe et eller andet sted, køkkenmaskiner, der samler støv bagerst i skabet og T-shirten, som var på tilbud og nu hænger ubrugt i skabet. Der er meget fokus på at købe bæredygtigt, men vi skal have endnu mere fokus på alle de ting, vi måske slet ikke behøver at købe. Afmeld tilbudsaviserne og læs dem på nettet, sig nej til gratis ting, der deles ud, som du aldrig kommer til at bruge. Overvej, om du virkelig har brug for den køkkenmaskine og har du virkelig brug for flere nye T-shirts? Engangstallerkner, to-go kopper og engangs-gafler er andre eksempler på oftest overflødige ting og selv hvis de er komposterbare, er det spild af ressourcer og energi at producere dem til at begynde med. I Danmark har vi et stort forbrug, og det er til gavn for både klimaet og din pengepung at sætte det bare en lille smule ned. Brug i stedet pengene på oplevelser, en tur på cafe eller spar sammen til drømmerejsen.

 

Reduce – Reducer
Minimer mængden af ting, du har brug for

Der er selvfølgelig en del ting, vi har brug for, men måske ikke 10 af hver. Køb kun det antal, du har brug for og tjek eventuelt gemmerne og se, om der ikke er en ting eller to, du alligevel ikke bruger. Måske kan de gå videre til nogen andre? Som bonus får du mere plads i skabene og mindre rod på hylderne.

 

Reuse – Genbrug
Find glæden i kvalitetsting

Genbrug kommer før genanvendelse. Genbrug er, når noget bruges som det er, hvorimod genanvendelse er når f.eks. papir laves til nyt papir og glas smeltes til nye glas. Genbrug kræver kun den energi, der er brugt på eventuel transport. Danmark er heldigvis et skønt genbrugsland, der bugner af genbrugsbutikker og loppemarkeder og der er både hjemmesider som Den Blå Avis og facebookgrupper, hvor folk sælger ud af deres gamle ting. Men simpelt genbrug er også at bruge stofservietter istedet for køkkenrulle, stofposer til indkøb og madpakken eller at finde en vandflaske i glas til at bruge igen og igen. 

 

Repair Reparer
Pas på dine ting og skift mindre ud

Nål og tråd kan gøre underværker. Sy knappen på igen og lap hullet, som ingen alligevel kan se, inden det bliver for stort. Lær at lappe cyklen og spar penge. Reparation er med til at forlænge levetiden for produkter. Vidste du, at man i Japan har en teknik, hvor man reparere porcelæn med guld, fordi småskader ses som historie for objektet og ikke som noget dårligt? 

 

Recycle – Genanvend
Aflever dine materialer korrekt til genanvendelse

Der kommer mere og mere fokus på genanvendelse og det er selvfølgelig godt, for det sparer på ressourcerne, men det kræver stadig energi at genanvende materialer og derfor bør vi først sende materialerne videre, når alle de resterende muligheder er opbrugt.

 

Rot – komposter
Udnyt naturens kræfter til at omdanne organisk materiale

Hvis noget hverken kan afvises, reduceres, genbruges, repareres eller genanvendes, bør sidste skridt være kompostering. På den måde bliver affald til nye ressourcer. Flere kommuner er begyndt at have separat sortering til organisk affald, men du kan også lave din egen kompost og på den måde spare transport og selv få energi til dine planter. Også til lejligheder er der efterhånden flere muligheder for at have en kompost, om ikke til alt dit organiske affald, så blot til mad og papirindpakning.